Andre aktiviteter i DUI
I DUI-LEG og VIRKE København laver vi aktiviteter for hele familien med fokus på aktiviteter for børn og unge. Udover de spændende aktiviteter vi ofte kan tilbyde i weekenden tilbyder vi også forskellige ugentlige Børn i Bevægelsesaktiviteter.
Vores medlemmer bestemmer i stor udstrækning selv, hvad aktiviteterne skal bestå i, uanset hvor gamle eller unge de er. Udover at det naturligvis kræver, at vi har frivillige medarbejdere som kan stå for aktiviteten, og at økonomien kan findes, er det kun fantasien, som sætter grænsen i DUI.
Vi har et ønske om at udnytte vores dejlige hus på Østerbro så meget som muligt, men lige nu har vi desværre ikke frivillige nok til at holde det åbent hele døgnet.
Ture og lejre
Det som er det allersjoveste i DUI, er at deltage i vores mange weekendture og lejre. Det er her man finder nye venner fra hele landet, og det er her man virkelig oplever noget.
I DUI har vi en række årlige tilbud på weekendture og lejre, eksempelvis Pinselejr, Aktivitetsfestival, Børnetræf og Ungdomstræf. De fleste af vores ture tilbydes i samarbejde med vores Landsforbund eller andre DUI-afdelinger, men vi har indimellem også ture, som kun er for medlemmer i DUI-København.
Fælles for alle vores ture er, at afdelingen yder tilskud, således at vi kan holde deltagerbetalingen nede på et absolut minimum. Vi håber, også i fremtiden, at se rigtig mange på vores weekendture og lejre.
Hytteture:
Udover de mere faste ture, som f.eks. Aktivitetsfestivalen og Pinselejren, kan vi også indimellem finde på at tage på en mere almindelig weekendtur. Det kan være en weekendtur udelukkende for afdelingens medlemmer eller en weekendtur, som vi laver i fællesskab med en eller flere andre DUI-afdelinger.
Vi har et stort ønske om at vi i fremtiden får flere almindelige hytteture, da vi mener det er med til at styrke afdelingens sammenhold. Vi håber derfor at få flere frivillige, som kan hjælpe os med at løfte denne opgave, da det er svært at få tid til det antal hytteture vi ønsker med den nuværende medarbejderstab.
Pinselejre:
Pinselejren er en årligt tilbagevendende begivenhed, der afvikles som en forlænget weekend. Lejren bliver afholdt et sted på Sjælland eller Bornholm. De fleste DUI-afdelinger på Sjælland og Bornholm plejer at deltage i lejren, som også har haft deltagelse fra enkelte afdelinger fra Fyn.
Det er meget forskelligt, hvilke aktiviteter man kan deltage i på en Pinselejr, men som regel er det bl.a. en masse udendørsaktiviteter, såsom vikingespil, boldspil, natløb, snobrød og badetur for de seje.
Sommerlejre:
Vi deltager indimellem i forskellige sommerlejre med andre DUI-afdelinger. Men da vores frivillige også har brug for ferie, kan vi ikke garantere at vi kan tilbyde en sommerlejr hvert år.
Normalt vil der på en sommerlejr være mindst en heldagsudflugt til eksempelvis et sommerland. Derudover vil der under hele lejren, som typisk er 10 dage, være et hav af forskellige aktiviteter, f.eks. badeture, natløb, børnediskotek, boldspil, stjerneløb, beachvolley og fisketure.
JUBI-lejr:
Hver 5. år afholdes der en stor jubilæumslejr, også kaldet JUBI-lejr. Lejren er en teltlejr over 10 dage, og udover DUI’ere fra hele landet, plejer der også at være mange deltagere fra vores søsterorganisationer verden over.
Som regel kommer alle deltagere ud på mindst en heldagsudflugt til eksempelvis et sommerland. Udover almindelige lejraktiviteter, som boldspil og hobbyaktiviteter, plejer programmet også at indeholde aktivitetsindslag fra vores udenlandske gæster. DUI’s landsdækkende Børneudvalg og Ungdomsudvalg står normalt også for aktiviteter specielt målrettet henholdsvis børn og unge.
JUBI-lejr er en stor oplevelse for hele familien. For at så mange som muligt kan komme med, er der med mellemrum forskellige muligheder og projekter man kan deltage i for at spare op til JUBI-lejren både fælles og individuelt.