Lokale aktiviteter
Noget af det allerbedste ved at være DUI’er som barn er sammenholdet og venskaberne. I DUI-LEG og VIRKE møder man børn fra nær og fjern i hele landet – og måske verden.
Vi laver aktiviteter i børnehøjde, der altid inddrager og udvikler børnene. Derfor har vi altid gang i mange forskellige aktiviteter. Vi tager på weekendture, laver hobbyaktiviteter, klatrer på klatrevæg, spiller frisbeegolf, sejler i kano eller synger og spiller teater. Frem for alt hygger vi os sammen og har det sjovt!
Måske har du selv en idé til noget, du gerne vil prøve. I DUI er både børn og voksne nemlig med til at bestemme, hvad der skal ske.
Lejre og landsdækkende tilbud
Der er fuld fart over feltet i DUI! Vi afholder løbende større arrangementer, hvor vi dyrker fællesskabet og spændende aktiviteter. Her kan du læse om et par af de mange landsdækkende begivenheder.
JUBI-Lejr
Hvert femte år – når vi har JUBIlæum – holder vi en ugelang lejr kaldet JUBI-Lejr JUBI-lejren er den største aktivitet i DUI, og vi inviterer alle medlemmer til en hel uge fuld af aktiviteter, socialt samvær og sjov. Den næste JUBI-Lejr bliver i uge 31 fra tirsdag den 29. juli til søndag den 3. august 2025 på det hyggelige Ankersminde Kursuscenter i Vissenbjerg, hvor vi glæder os til at invitere jer til en helt særlig uge, da årets tema er TIDSREJSE!
Læs mere om TIDSREJSEN! og JUBI-lejr 2025 lige her.
Familier
DUI-LEG og VIRKE er en familieorganisation med plads til alle. De fleste af vores aktiviteter henvender sig til børn og unge, men der er plads til alle generationer.
Der er flere måder at være voksen i DUI på. Du kan blive frivillig medarbejder og hjælpe med til at give børn og unge nogle fantastiske oplevelser. Samtidig bliver du en del af et stærkt fællesskab. Du kan også bare komme som almindeligt medlem sammen med din familie og få jer et hyggeligt afbræk i hverdagen.
I de lokale DUI-afdelinger er der rig mulighed for at hygge sig og deltage i forskellige aktiviteter og fritidsoplevelser. Mange lokalafdelinger arrangerer fællesspisning en gang om ugen, laver hobbyaktiviteter, leger, synger og tager indimellem på udflugter og ture. Samtidig får man som medlem af DUI mulighed for at komme med på en række landsdækkende aktiviteter som Aktivitetsfestivalen og JUBI-lejren.
DUI er et sted, hvor du og din familie kan få kvalitetstid sammen i hyggelige omgivelser og godt selskab.