Om DUI

DUI-LEG og VIRKE Helsingør er en afdeling under landsforbundet DUI-LEG og VIRKE.

I Helsingør afdeling sætter vi børnene og familien i første række. Der er desværre ikke mange tilbud der både henvender sig til børn og hele familien. Det prøver vi at gøre noget ved, så familien får i DUI-LEG og VIRKE Helsingør en mulighed for, i en ellers stresset hverdag, at få nogle timer sammen.

Sidste søndag i hver måned mødes vi i DUI-huset, mellem kl 14-16, og laver alt muligt mellem himmel og jord. Mad over bål, fastelavn, skovturer, geocaching, smykkefremstilling, spiller spil med mere.

Men uanset hvad vi laver er DU selv med at finde ud af hvad vi skal lave.

Mange syntes at noget af det bedste er weekendture og sommerlejre, hvor vi er sammen med mange andre DUI´ere fra hele landet…. Ja nogle gange fra hele verden.

DUI-LEG og VIRKE er en selvstændig, idébetonet børne- og ungdomsorganisation, der bygger på arbejderbevægelsens grundholdninger.

Det betyder, at formålet med DUI-LEG og VIRKE’s aktiviteter er at give alle børn og unge mulighed for selvstændig udvikling i respekt for og i samarbejde med andre mennesker.

Rygraden i DUI-LEG og VIRKE er de godt 80 lokale afdelinger i hele landet, hvor børn og voksne i fællesskab planlægger og gennemfører en masse sjove og spændende aktiviteter. Det kan være musik og sang, idræt for sjov, lejr- og hytteture, fællesspisning, udvekslingsrejser, klatrevægge, cirkus og gøgl, drageflyvning m.m. I DUI er det kun fantasien, der sætter grænserne.

Fra DUIs Nyhedsbrev

Vikingelejr – sommerferieaktivitet i Helsingør

 

I fire dage, fra den 25. – 28. juli, kunne man se en flok vikinger i aktivitet hvis man kom forbi Hymervej 12 i Helsingør. DUIs vikingelejr var igen et af tilbuddene i årets sommerferieprogram for kommunens børn, og 14 børn i alderen 7-15 år, havde tilmeldt sig. Lejren var uden overnatning, men med masser af sjove aktiviteter i vikingernes ånd.

 

Dagene startede med morgensamling. Her skiftede alle til vikingetøj, og der blev sunget en sang og serveret lidt grød at styrke sig på inden dagens gøremål.

 

For der var mange opgaver og aktiviteter at give sig i kast med; både kreative og nævenyttige som nålebinding, karting og spinding af uld, bueskydning og vikingelege. En af dagene stod der musik, sang og dans på programmet, noget Søren Hammerlund fra musikgruppen Virelai sørgede for, og en anden dag tog alle vikingerne til Sagnlandet i Lejre, hvor børnene fik set og prøvet andre ting fra vikingetiden.

 

Hver dag blev der lavet mad over bål, og Mette fortalte historier om de nordiske guder.

 

Den sidste dag blev børnene kåret til ”Vikinger over Hymersvej” og der blev sunget vikingesange.

 

Det var fire rigtigt hyggelig dage, med skønne børn, som vi håber vil være med hos os til efteråret igen.

 

Stor tak til alle frivillige DUIere, instruktører, forældre og andre der gjorde lejren mulig.

Kommende arrangementer