Rettighederne gælder alle børn. Det er lige meget, hvordan man ser ud, hvad man tror på o.s.v. – alle skal have det lige godt.

Mange af de grundlæggende bestemmelser i FNs børnekonvention bygger på de principper, der er slået fast i FNs menneskerettighedskonvention.

Menneskerettighedskonventionen gælder for alle mennesker uanset alder – og altså også for børn og unge – så nogle af bestemmelserne i børnekonventionen er i virkeligheden en gentagelse. Alligevel syntes man, at det var vigtigt at skrive dem ind, da man lavede børnekonventionen og det hænger bl.a. sammen med, at tanken om, at børn er mennesker på linje med voksne og har rettigheder ligesom voksne, faktisk er temmelig ny.
Børn er ikke forældrenes ejendom

I mange samfund verden over betragter man stadig børn som forældrenes “ejendom”, hvor forældrene næsten kan gøre hvad som helst ved børnene, uden at nogen kan blande sig i det. Og det var først i 1997, at “revselsesretten” blev afskaffet i Danmark.

Revselsesretten betød, at forældre havde lov til at straffe deres børn – også fysisk ved for eksempel at slå dem. Det er det eneste sted i det moderne Danmark, at det har været lovligt for nogle mennesker at slå andre. I dag er det altså ikke længere tilladt, men når det først for nyligt er blevet ulovligt, så hænger det netop sammen med, at man traditionelt har betragtet børn og unge som en særlig gruppe, der ikke skulle have de samme rettigheder som de voksne.
Mindretal har også ret

Børnekonventionens Artikel 2 slår derfor fast, at alle børn har de samme rettigheder, uanset hvor de bor. Og samtidig siger den også, at man ikke må diskriminere eller gøre forskel mellem børn på grund af for eksempel deres race, deres religion, deres sprog eller lignende.

I Danmark har vi love, der siger det samme, og det er da også begrænset, hvor mange problemer vi har på dette område. Men af og til kan der godt være diskussion om, hvad bestemmelsen om, at man ikke må diskriminere, betyder i praksis. Skal man for eksempel tilbyde modersmålsundervisning i folkeskolen, så børn, der taler et andet sprog end dansk derhjemme, også kan lære dette andet sprog i skolen? Og hvor mange ressourcer skal samfundet bruge for at sikre, at handicappede børn kan deltage i de samme aktiviteter som andre børn?

I mange lande verden over er der langt større problemer end i Danmark. For eksempel oplever man en del steder, at såkaldte etniske mindretal bliver diskrimineret groft. Et etnisk mindretal er en befolkningsgruppe, der har en anden historie, en anden kultur og et andet sprog end flertallet i et land. For det meste lever befolkningsgrupperne fredeligt side om side, som det for eksempel er tilfældet for det danske mindretal i Tyskland. Men nogle steder går det helt galt, som det for eksempel skete i Jugoslavien i 1990’erne, hvor konflikter mellem de forskellige etniske grupper førte til flere borgerkrige.

Bestemmelsen om, at man ikke må diskriminere, har derfor i virkeligheden et dobbelt formål. For det første sikrer den som nævnt, at alle børn og unge har de samme rettigheder. Men for det andet er den også med til at undgå fremtidige krige og borgerkrige, fordi sådan nogle konflikter næsten altid starter med, at en bestemt befolkningsgruppe bliver behandlet dårligt.
Spørgsmål

• Kender I til eksempler på diskrimination i Danmark?
• Skal børn og unge have de samme rettigheder som de voksne?
• Er det i orden, at forældre ikke må slå deres børn?
• Skal folkeskolen tilbyde modersmålsundervisning, eller er det noget, som den enkelte familie selv må klare?
• Kender I eksempler på krige eller borgerkrige, der er startet, fordi en bestemt befolkningsgruppe blev diskrimineret?