Lærervejledning
Lærervejledning
DUI-LEG og VIRKEs materiale om børneret har til formål at oplyse børn om FNs Børnekonvention og hvilke rettigheder, konventionen giver dem.
Trinmål
Materialet er rettet mod samfundsfagsundervisningen på de øverste klassetrin i folkeskolen. De følgende trinmål imødekommes i materialet.
- Refleksion over betydningen af egne og andres rettigheder og pligter i et demokratisk samfund.
- Eksempler på internationale organisationer og aftaler, som Danmark deltager i, og diskutere FN’s og NATO’s betydning for konflikt og samarbejde på globalt plan.
- Redegørelse for ideen om retsstaten og borgerens retssikkerhed og diskutere betydningen af borgerens retssikkerhed i et demokrati.
Materialets opbygning
Materialet slår ned på i alt 11 udvalgte artikler fra børnekonventionen. Hver af de 11 artikler behandles med:
- En tekst, som går i dybden med artiklen
- Billeder og video, som illustrerer artiklen
- Spørgsmål, som lægger op til debat om artiklen
- En quiz, som tester elevens viden om artiklen
Udover nedslaget i konventionens artikler, er der svar på 18 forskellige spørgsmål om børns ret fra alle politiske partier, der er repræsenteret i folketinget. Hvert parti har fået en side, som indeholder følgende:
- Partiernes svar på de 18 spørgsmål. Svarene er indhentet i 2014.
- Spørgsmål, som lægger op til debat om svarene.
Brug af materialet
Materialet kan bruges på flere forskellige måder, afhængigt af, hvor langt et forløb, der er lagt op til.
Én enkelt artikel: Hver side fungerer som sit eget selvstændige undervisningsmateriale uafhængigt af resten af materialet. Det giver mulighed for, at man kan nøjes med at behandle en enkelt af børnekonventionens artikler i fællesskab i en enkelt time. Det kunne være særligt aktuelt, hvis én af artiklerne behandles i den offentlige debat.
Som gruppearbejde: Da hver side fungerer som selvstændigt undervisningsmateriale uafhængigt af resten af materialet, er der også mulighed for, at lave eleverne arbejde med det som gruppearbejde. Del artiklerne ud på grupper og lad dem fremlægge det for hinanden og brug debatspørgsmålene til en fælles debat på klassen.
Partiernes svar på spørgsmål om børneret, er ligeledes velegnede til gruppearbejde. Lad grupper af elever redegøre for de forskellige partiers synspunkter som oplæg til en fælles debat.
Som længere forløb: Endelig er der selvfølgelig også mulighed for at bruge materialet som et længere forløb, ved helt traditionelt at gennemgå artiklerne og partiernes svar i fællesskab.