Siden begyndelsen i 1905 har tusindvis af frivillige ildsjæle været med til at forme DUI – LEG og VIRKE. De færreste kan dog hævde, at have så nært et førstehåndsindtryk af organisationens historie som 98årige Herdis Nørgaard Sørensen. I 2018 har hun været aktivt medlem af DUI Odder i hele 90 år.

Her fortæller Herdis om en menneskealder i Danmarks bedste børne-, ungdoms- og familieorganisation, hvor hun nærmest blev født ind i fagbevægelsen.

– Min familie boede på førstesalen i et hus, der dannede rammen om meget af det der skete i fagbevægelsen i Odder. Der var et mylder af alt fra DSU over DUI til brugsforeningen og så videre. Derfor er jeg vokset op med fællesskab og social bevidsthed helt fra jeg var spæd.

– DUI Odder blev stiftet i 1919, da jeg var et halvt år. Man kunne ikke blive officielt medlem førend man fyldte otte år, men jeg ønskede mig ikke noget højere end et medlemskab. Min ældre bror drillede mig af og til med, at jeg ikke var medlem! Derfor glædede jeg mig så meget, da jeg endelig blev otte år. Da jeg fik mit medlemskort og DUI-huebånd var min lykke gjort.

 

 

DET HELE STARTEDE MED GÅTURE TIL STRANDEN

I begyndelsen skulle den nye DUI-afdeling i Odder finde sine fødder, men hurtigt fik de frivillige omsat gå-på-mod og engagement til spændende aktiviteter, der effektivt bandt lokalsamfundet sammen.

– Nogle af de første aktiviteter i DUI Odder var gåture til Saxild Strand. Det kan lyde lidt fjollet i dag, men det var virkelig noget der samlede folk dengang. Efter strabadserne blev der serveret kaffe og saftevand; the var jo ikke noget man drak så meget af dengang i 1920’erne.

– Om sommeren blev der badet ved stranden, og der blev ofte sendt en hestevogn af sted med forplejninger i form af kringle og brød. I starten køre jeg med vognen, men efterhånden fik jeg lov til at gå med tilbage.

Der var dog også plads til mere praktiske skærmydsler. DUI Odder forsøgte med det samme at skabe praktiske og udviklende aktiviteter, der gav de deltagende børn
reelle færdigheder med hjem.

– Kort efter jeg blev meldt rigtigt ind, begyndte vi at afholde syskoler for pigerne. Fra jeg var omkring 12-13 år var jeg frivillig hjælper på aktiviteten. Vi underviste pigerne og lærte dem at strikke og sy, mens vi tilbød højtlæsning. Samtidig arrangerede vi værksteder med en bogbinder og børstemager, der lærte fra sig. Børn var ikke så krævende dengang, som de
er i dag, ha ha!

KOLONI – MEN IKKE FERIE

At børn og unge i det 20. århundredes første halvdel havde et andet sæt forventninger end tilfældet er i dag, kom også til udtryk, når DUI Odder tog på koloni. Her blev der stillet konkrete krav til de unge i form af pligter og arbejde.

– Vores kolonier dengang var anderledes end i dag, for vores børn bestilte skam noget. Nu om stunder er det jo nærmest et ferieophold. Køkkentjanser og så videre blev delt ud, og alle var glade for at give et nap med. Der blev skrællet kartofler, fejet, gjort rent og så videre.

– Selvfølgelig sørgede vi for, at de altid hyggede sig med deres pligter – men jeg tror der er noget værdi i, at børn selv er med til at køre en koloni. Der bliver sat mere pris på tingene, når man er bekendt med arbejdet bag.

I årene inden Anden Verdenskrig var det småt med fritidstilbud for samfundets yngste, og DUI blev for mange børn et fast holdepunkt i en trang og grå hverdag.

– Generelt var børnene lykkelige og glade for de ting vi gjorde, for de kendte jo ikke andet. Og slet ikke arbejderbørnene i særdeleshed. Det var jo hårde tider dengang. Det føltes ikke som fattige kår, men det har det jo givetvis været. Jeg kan huske et stort gymnastikstævne i Aarhus, hvor vi sendte 200 Odder-børn af sted – det var vi meget stolte af.

ET LYS UNDER BESÆTTELSEN

Da tyskerne rullede ind over den danske grænse i 1940, markerede det begyndelsen på fem forfærdelige år for den danske befolkning. I DUI Odder lod man sig imidlertid ikke kyse, og de fortsatte aktiviteter tændte et lys en ellers mørk tid.

– Den første tid under besættelsen mærkede vi det ikke helt så meget, men tingene blev jo hurtigt værre. Vi besluttede tidligt, at fortsætte alle vores DUI-aktiviteter. Børnene havde jo netop brug for det lys vi kunne være med til at sprede. En uge hver sommer lånte vi en lille DSU-hytte, hvor vi tog børnene med på koloni. Vi fik flere lokale butikker til at sponsorere mad og indsamlede alle de rationeringsmærker folk kunne undvære, så vi kunne sende vores børn mætte i seng.

Herdis var under krigen meget opmærksom på det stigende behov for tryghed og omsorg. Derfor blev der i de fem år besættelsen stod på gjort ekstra meget ud af børnenes personlige sikkerhed.

– I starten af fyrrene var jeg blevet medarbejder, og løftede naturligvis min del af opgaverne. Én af dem var blandt andet at sikre, at alle børn blev fulgt sikkert hjem til deres forældre. Det var noget vi gik meget op i dengang, netop for at sprede tryghed og sikkerhed i en svær tid.

Det armod krigen førte med sig var en naturlig måde for DUI at vægte vigtigt socialt arbejde – uden at vige fra ønsket om at give børn og unge et fristed fra krigens evige tilstedeværelse.

– Vi samlede frugt til beredskabskvinderne, der kogte det til marmelade. Urter gik vi også på jagt efter – det blev brugt til forskellige former for medicin. Det var en god måde at kombinere udflugter og leg med de vigtige sager under besættelsen.

– Det var enormt vigtigt for os, at skabe et frirum for vores børn. Hvis der var sket noget dramatisk i nærheden, talte vi naturligvis med de små om det, men vi forsøgte generelt at give dem et pusterum. Præcis derfor fortsatte vi alle vores succesfulde aktiviteter – uagtet krigens hærgen.

UD AF KRIGENS SKYGGE

Efterkrigstiden var præget af optimisme og vokseværk. Der var en spirende optimisme og tro på fremtiden, og iderigdommen var bemærkelsesværdig.

– I løbet af fyrrene indsamlede vi store mængder gamle aviser og papir. Vi var meget engagerede, og jeg fik sat det hele i system. Ungerne var fyr og flamme, og fragtede papiret fra donorer til vores depot i pendulfart. Vi solgte det til genbrug for et par øre kiloet, men endte med et tjene en god skilling. Pengene brugte vi til at købe vores DUI-hus for – så det er bygget af hårdt arbejde og papir, ha ha!

På landsplan var DUI også inde i en positiv udvikling, og det skabte et naturligt behov for flere dygtige ildsjæle. Her påtog Herdis sig et stort ansvar, og var primus motor på opbygningen af organisationens uddannelsesportefølje.

– I årene efter krigen befandt DUI sig i en meget spændende periode, og der var behov for flere veluddannede frivillige. Jeg er meget stolt over, at have været med til at bygge DUIs lederuddannelse op. Vi havde mange fantastiske oplevelser, og fik uddannet flere generationer af dygtige forbundsinstruktører og DUI-ledere. Det sidste kursus jeg deltog i var i 1981, så jeg nåede alligevel at være med en hel del år.

DUI – DENGANG OG NU

Der er ingen tvivl om, at DUI har præget Herdis Nørgaard  Sørensen i høj grad – men gennem sine mange år som aktiv, er påvirkningen utvivlsomt gået begge veje.

– DUI har været hele mit liv. Selvfølgelig har der været lidt udsving undervejs, men jeg er altid vendt tilbage til DUI-arbejdet. Selvom jeg nu er godt oppe i årene er jeg stadig aktiv, og jeg nyder at hjælpe til hvor jeg kan.

Det uhørt lange medlemskab har naturligvis skabt en vis aura af ærefrygt, men det er ikke noget hovedpersonen selv vil vide af.

– For et par år siden, var der nogen der foreslog, at gøre mig til æresmedlem af DUI. Men det vil jeg ikke høre noget af. Jeg vil være aktiv så længe jeg kan, og det er alt hvad jeg behøver.

Med 90 års anciennitet ved Herdis om nogen hvad DUI – LEG og VIRKE har stået for stort set siden undfangelsen tilbage i 1919. Men hvordan ser fremtiden ud ifølge DUIs ældste aktive medlem?

– Der er sket meget i DUI i den tid jeg har været med. Mange ting har ændret sig, men én ting jeg savner nu om stunder er, at vi giver de unge mere ansvar. Som nævnt tidligere tror jeg mange børn og unge har godt af at få tildelt flere pligter og mere ansvar. Vi bør ikke være så bange for at stille krav til dem, føler jeg.

Spørger man folk omkring hende, har Herdis aldrig været bange for at sige sin mening om tingenes tilstand. Ønsket om altid at gøre det lidt bedre og hele tiden at stræbe højere lyser da også fortsat ud af hende, da hun kommer med sit bud på fremtidens DUI.

– Jeg ønsker og håber, at der også i fremtiden er brug for en organisation som DUI, der tager sig af børnene. Omvendt håber jeg aldrig vi kommer dertil, hvor vi bare bliver et passivt opholdssted, hos hvem forældre kan parkere deres unger. Nogle gange kan jeg også frygte, at vi mister vores fysiske fællesskab og sammenhold, hvis teknologien får lov til at spille en for stor rolle, slutter Herdis Nørgaard Sørensen smilende, men bestemt, af.