DUI-Leg og Virke mistede i den forgangne uge et af sine ældste medlemmer Anna Christensen.
Anna har været et aktivt medlem gennem mange år og kendt af mange af DUI´s medlemmer.
Derfor disse mindeord.
På trods af svær sydom de sidste par år, vil Anna blive husket med alt det som er kendetegnende ved et godt menneske. Omsorg og interesse. Hendes store arrangement i foreningslivet, har gennem en menneskealder sat sig spor i adskillige børn og unge, – og ikke mindst hos de frivillige medarbejdere i DUI LEG og VIRKE – Odder afdeling
Anna var en samler, og ud over materialer som hun kunne bruge kreativt sammen med børnene, blev det til mange gaver som hun gennem et langt liv havde modtaget. Annas største samling bestod dog af bekendtskaber og venskaber. Anna evnende, indtil hendes sygdom fik overtaget, at holde kontakt. Der kom altid en lille hilsen til mærkedage, og synet af Anna der var på vej til et besøg på sin blå cykel, kunne man se uanset hvor i landet man befandt sig. Er det ikke Annas cykel? – jo, parkeret ved Fårup sommerland, og genkendt af børn fra afdelingen. Hvis bentøjet blev lidt træt, tog hun og cyklen en pause med bus et stykke vej indtil hun var klar igen.
Annas store bekendtskabskreds bevirkede, at uanset hvor i landet hun deltog i kurser eller lejre, var der lige indlagt et privat besøg. Selv da turen gik til Grønland et år, var Anna indbudt til kaffemik i bygden.
Anna besad en kreativitet og en fantasi, som det er de færreste forundt. Alt kunne bruges, og glæden ved at skabe af genbrug evnede Anna at give videre til medlemmer i foreningen. Gennem årene, er mange fantastiske kreationer vandret fra ”Falkebo”.
Anna nød at have selskab, og hun åbnede med glæde sin lejlighed på Parkvej og sommerhuset ved Saxild strand, – og ved flere lejligheder var besøgsantallets størrelse sådan at gulvet måtte tages i brug. Men Anna havde altid porcelæn til alle. Anna nød højtiderne, og i lejligheden på Parkvej, blev der pyntet op og vist frem. Særlig hendes store glæde ved julen og nisser vil blive husket.
Sommerhuset ved Saxild Strand var gennem mange år fast holdepunkt for sommerafslutning for alle DUIere i Odder afdeling. Børn og voksne nød at komme til opdækkede borde, og gåtur til stranden, hvor Anna altid lige skulle forbi Arbejdernes Feriehjem med hele flokken. Mange teltture har for Anna gået netop til denne plads. Først som ung og senere som leder og madmor på DUI-lejrene. Anna nød vandet ved Saxild og gik flere gange om dagen ned for at bade. Det hændte at hun glemte sit fodtøj ved stranden, hvis hun lige kom i snak. Når alle børn og voksne efter badetur have sit fodtøj og der stadig stod et par tilbage i rækken, opstod der lige et panisk øjeblik, inden Anna konstaterede: nå- der er de!
Annas frivillige arbejde i DUI LEG og VIRKE, har betydet meget for foreningens virke. Gennem de mange år hun var aktiv, besad Anna i perioder også bestyrelsesposter, ud over den ugentlige aften med aktiviteter for børn. Anna elskede at tage på tur med børnene, og der er mange gymnastik og skolegulve der gennem tiderne har lagt plads til Annas sovepose. Anna vil ikke kun i Odder, men i hele vores organisation, blive husket for en personlighed der på trods, fulgte med tiden og de unge.
For år tilbage gik Annas blå cykel på pension, og står nu som et kært minde under et gammelt æbletræ i haven. Annas liv og virke i foreningen vil som cyklen altid stå som glade minder, og bringe smil på læben hos os alle som kendte hende.
Vi ærer hendes minde.
DUI-Leg og Virke Odder afdeling
v/ formand Aage Rothmann.