Plakater, klistermærker og et spil skal gøre børn klogere på deres rettigheder. Materialet er del af kampagen Ryk på dine rettigheder, som Børnerådet har lavet sammen med Børneportalen.
Børn har rettigheder. Det siger FN’s Børnekonvention. Og voksne skal overholde de regler, som der står i Børnekonventionen.
Som barn har du ret til at have din egen mening, og du har ret til at sige, hvad du mener.
Du har ret til et privatliv, og andre må ikke læse dine SMS’er, beskeder og e-mails.
Du har også ret til at blive beskyttet mod mobning, vold og mishandling.
Der er mange flere regler i Børnekonventionen. Faktisk består Børnekonventionen af hele 54 regler, som du kan læse, hvis du klikker her.
En forkortet og lettere læsbar udgave af de 54 regler, finder du her. (Klik under Børnekonventionens artikler – forkortet udgave)
Link til gratis spil
Alle folkeskoler, privatskoler og andre grundskoler i Danmark har modtaget en pakke med materialer fra Børnerådet og Børneportalen.
I pakken er der plakater, klistermærker og et link til et spil, som skal gøre børn og unge klogere på deres rettigheder.
Måske har I også lyst til at arbejde med materialet hjemme i din familie eller i din lokale afdeling af DUI. Så kan I gratis downloade rettighedsspillet med dette link.
Mere om Børnekonventionen …
FN’s Børnekonvention blev vedtaget i 1989, og Danmark tilsluttede sig Børnekonventionen i 1991.
”Men Danmark mangler at implementere Børnekonventionen i dansk lovgivning,” fortæller Helle Christensen fra DUI-Aalborg.
”DUI har i mange år presset hårdt på for at få Børnekonventionen implementeret i dansk lov. Det vil nemlig give børn en mere direkte adgang til at klage, hvis de mener, at Børnekonventionen bliver overtrådt i Danmark,” forklarer hun.
Danmark er altså ikke helt i mål. Og faktisk halter Danmark bagud i sammenligning med de andre nordiske lande, som alle har indarbejdet Børnekonventionen i deres lovgivninger.
Men fordi Danmark trods alt har tilsluttet Børnekonventionen, skal Danmark overholde alle Børnekonventionens 54 regler.