Diplom til BeautyTøzerne

2. oktober 2019

Det første hold BeautyTøzer har gennemført. Pigerne har både fået faglige kompetencer, men også styrket selvværd og selvtillid.

 

Efter et halvt års projektforløb blev BeautyTøzerne fejret på et weekendophold 27.-29. september.

BeautyTøzerne fik her diplom på, at de har gennemført forløbet med undervisning hen over ti onsdage.

Et diplom, som de kan bruge senere i livet, når de skal søge elevplads, arbejde eller ind på en uddannelse.

 

En hård start på livet

I foråret blev BeautyTøzerne ført sammen på initiativ fra Tinna Glisbo, der er formand i DUI-Holbæk.

”Pigerne er meget forskellige, men de har en ting til fælles: De har alle haft det svært i skolen, i fritiden eller hos deres familie,” siger Tinna Glisbo.

En del af pigerne har diagnoser, og de fleste kan karakteriseres som psykisk sårbare.

”Hovedformålet med projektet har været at styrke pigernes sociale færdigheder og deres selvværd og selvtillid,” forklarer Tinna Glisbo.

 

Ydre og indre skønhed

Gennem et halvt år mødtes pigerne en gang om ugen til undervisning i ydre og indre skønhed.

Pigerne har lært om makeup, negle og hudpleje, men også om vitaminer, sunde drikkevarer og glæderne ved fysisk bevægelse.

”Jeg har ellers aldrig været sådan en ’pige-pige’. Jeg er nok mere til at gå i joggingbukser end i kjole,” smiler Justina Hansen – en af pigerne, der har gennemført hele forløbet med BeautyTøzerne.

”Men det giver faktisk en del ro på ens tanker, når man sidder og laver negle. Jeg har blevet mere bevidst om, at jeg har lidt socialangst. Men sammen med BeautyTøzerne har jeg også lært bedre at håndtere angsten. Nu er jeg mere åben over for andre mennesker og mere åben for at tage imod nye udfordringer,” fortæller Justina.

 

Weekendtur sammen

BeautyTøzernes weekendtur fandt sted i DUI’s hyggelige Ejnersbo-hytte, som ligger 30 kilometer nord for Holbæk.

”Vi havde en rigtig god weekend sammen, os piger. Der var både plads til, at vi kunne sidde og snakke om nogle af de ting, som vi har det svært ved. Men vi kunne også bare hygge os og slappe af sammen med hinanden,” siger Justina.

Ud over et diplom fik BeautyTøzerne gaver fra generøse sponsorer som Gellak, Lidtluxus, Højby Golfbane, Fakta i Nykøbing og Havnegrillen i Rørvig.

”Ellers har jeg kun min kæreste, som kunne finde på at give mig noget. Så det var rigtig dejligt at opleve, at der pludselig er andre mennesker, som tænker på os. Og som har lyst til at give os noget for at hjælpe os godt på vej videre i livet,” siger Justina.

Selve projektet blev gennemført med økonomisk støtte fra DUF, LO-Holbæk samt Holbæk Kommune.

 
Et nyt hold BeautyTøzer

I DUI-Holbæk er formand Tinna Glisbo rigtig godt tilfreds med projektforløbet.

”Jeg håber virkelig, vi får mulighed for at starte et nyt hold BeautyTøzer op til næste år. Men det kræver, at vi kan få økonomisk støtte til projektet,” siger Tinna Glisbo.

”BeautyTøzerne er ikke noget helt billigt projekt. Men det giver value for money. Specielt når man tænker på, hvordan det styrker pigerne og gør dem bedre i stand til at klare sig godt i deres fremtidige voksenliv.”

 

 

Fakta om BeautyTøzerne:
  • Projektet er udviklet af DUI-LEG og VIRKE i Holbæk.
  • Et hold af teenagepiger med sociale/psykiske problemer har mødes til ti kursusaftener og en efterfølgende weekendtur.
  • DUF har støttet projektet med 30.000 kroner og LO’s afdeling i Holbæk har støttet med 15.000 kroner. Holbæk Kommune har støttet med 7.500 kroner.