Børnenes 1. maj har modtaget prisen som årets nytænkende medlemsarrangement.
På Socialdemokratiets kongres i Aalborg gik partisekretær Jan Juul Christensen og vicepartisekretær Matias Bredde på scenen den 14. september under landsmødemiddagen.
Her uddelte de fem priser – heriblandt en særlig pris for årets nytænkende medlemsarrangement.
Denne pris gik til Børnenes 1. maj, som hvert år arrangeres af DUI-Østerbro og Socialdemokratiets afdeling på Østerbro.
I bedste award-stil
”Prisoverrækkelserne foregik i bedste award-stil. Børnenes 1. maj fik overrakt en check på 5.000 kroner. Men det vigtigste er selvfølgelig anerkendelsen for det arbejde og den udvikling, vi står for,” fortæller DUI-formand Ann Urbrand.
”Børnenes 1. maj er et godt arrangement, som tager børn seriøst og taler med dem i øjenhøjde. Børnene hygger sig, men lærer samtidig om 1. maj og vores demokratiske fællesskab,” siger Ann Urbrand.
En del af et fællesskab
Pernille Rosenkrantz-Theil er en af de politikere, som har været med til Børnenes 1. maj.
”Børnene fortjener også, at man giver dem en idé om, hvad der foregår på 1. maj – i deres øjenhøjde. For det er vigtigt, at man som barn ser, at man er en del af et samfund og en del af et fællesskab,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til DUI i et interview tidligere på året.
Klik her for at læse interviewet med Pernille Rosenkrantz-Theil
Foto fra prisoverrækkelsen på Socialdemokratiets kongres. Foto: Jonas Witt