Guide til nemtilmeld
Opret en konto
1: Gå til denne side: https://www.nemtilmeld.dk/solutions/association/gruppe-dui/ Det er vigtigt, at du følger netop dette link, da din side dermed bliver en del af DUIs gruppe.
2: Gå ned i bunden af siden og klik på “Tilmeld her” i den grønne cirkel.
3: Du kommer nu til en ny side, hvor du skal udfylde alle felterne som beskrevet på siden.
4: Klik på ”Opret”. Du får nu tilsendt en bekræftelsesmail fra systemet, og din konto hos NemTilmeld er oprettet.
Opret et arrangement
Når du har en konto, kan du oprette et arrangement på din side. Folk kan tilmelde sig og betale for det, og du får alle pengene og alle oplysningerne på deltagerne samlet ét sted. Dit arrangement kan i princippet være alt: Tilmeldinger til en Aktivitetsfestival eller JUBI-lejr fra din afdelings egne medlemmer, indmeldelse i din afdeling fra nye medlemmer eller tilmelding til åbne arrangementer i din afdeling.
1: Brug dit login, som du selv har valgt, da du oprettede din side hos NemTilmeld til at logge dig på systemet.
2: Klik på “Opret arrangement”.
3: Følg de 5 trin til at lave dit eget arrangement.
- Giv arrangementet en informativ og logisk titel, for eksempel “Kanotur” eller “Akrobatik forår 2020″ og lav en kort beskrivelse af dit arrangement. Hvis betalingen for dit arrangement samtidig dækker et medlemskab af DUI, er det altafgørende, at det fremgår af din beskrivelse, at man bliver medlem af DUI, hvilken andel af betalingen, der er kontingent og hvilken periode kontingentet dækker (typisk resten af året). Hvis dette ikke fremgår, er det ikke sikkert, at medlemmerne kan tælles med. Det er også godt at lade dette fremgå af den bekræftelsesmail, der sendes ud. Bekræftelsesmailen kan redigeres ved at redigere arrangementet efter, at det er oprettet (se nedenfor).
- Angiv tid og sted. Stedet kan man oprette, hvis ikke det eksisterer i systemet i forvejen. Det kan for eksempel være “Afdelingshuset”. Man skal angive tre tidspunkter: Starttidspunkt, sluttidspunkt og tilmeldingsfrist. Hvis det, man opretter, er en hel sæson, kan starttidspunktet være første gang og sluttidspunktet sidste gang, aktiviteten foregår.
- Herefter skal man definere billettyper. Hvis man har flere forskellige måder at tilmelde sig på, kan man lave flere forskellige typer af billetter. Det kan for eksempel være “Voksne” og “Børn” eller forskellige typer af aktiviteter eller grupper, man har i afdelingen. Hver billettype skal forsynes med en pris og et maksimum antal deltagere. Hvis man kun har en type aktivitet og måde at tilmelde sig på, skal man selvfølgelig kun have en type billet.
- Som det fjerde skal man vælge, hvilke oplysninger, man gerne vil bede folk om. Det kommer helt an på arrangementets type, men hvis det er noget, hvor man skal melde sig ind i DUI for at være med, skal vi som minimum have oplyst navn, adresse og fødselsdato, ligesom e-mail og telefonnummer også er meget praktisk. Man kan enten vælge tingene fra listen eller selv oprette nye (for eksempel medlemsnummer) i fritekstfeltet nedenunder.
- Gem nu dit arrangement.
Rediger dit arrangement
Efter oprettelsen af dit arrangement vil du sikkert få behov for at rette et eller andet, og det er heldigvis nemt:
1: Vælg “Arrangementer->Arrangementsoversigt” i hovedmenuen i toppen af administrationen.
2: Klik på det gule ikon ud for det arrangement, du vil redigere.
3: Du vil nu blive præsenteret for de samme muligheder, som du havde ved oprettelsen, dog opstillet under en række faner. Du har også fået nogle flere muligheder. Blandt andet kan du nu redigere den bekræftelsesmail, der udsendes, når folk har tilmeldt sig. Hvis betalingen for dit arrangement samtidig dækker et medlemskab af DUI, er det en rigtig god idé, at det fremgår af din bekræftelsesmail, at man bliver medlem af DUI, hvilken andel af betalingen, der er kontingent og hvilken periode kontingentet dækker.
4: Husk at gemme dine ændringer nederst på siden, hver gang du har redigeret noget.
Udbetaling af penge
De penge, som folk betaler for aktiviteterne, går ind på en konto hos NemTilmeld. Pengene bliver som udgangspunkt frigivet til udbetaling 3 døgn efter arrangementet er startet. Denne karensperiode er til for at sikre deltagerne mod misbrug af systemet. Det er meget nemt at udbetale pengene.
1: I menuen i toppen af administrationen skal du vælge ”Økonomi->Udbetaling”.
2: Du får nu en oversigt over, hvad der står på din konto. Klik du ”Anmod om udbetaling” og vælg de arrangementer, hvor du ønsker at anmode om udbetaling.
3: Du kommer nu til en side, hvor du skal vælge konto og registreringsnummer på den konto, pengene skal udbetales til. Udfyld det og klik på “Udfør”. Pengene er nu på vej til din afdelings konto.
Har du brug for at kunne udbetale pengene, før dine arrangementer starter, skal du kontakte NemTilmeld på support@nemtilmeld.dk. Så sender de en aftale herom.
Alt det andet
Det her er en generel vejledning til brug af systemet. Det kan en masse andre ting, som man enten selv kan eksperimentere med, eller bede om hjælp til på Landsforbundet. Skriv en mail til dui@dui.dk eller ring på 36 17 72 00 hvis du har spørgsmål. Enten til det tekniske eller til det indholdsmæssige.