Tal om trivsel i jeres afdeling

22. oktober 2019

Med en pjece og et sæt samtalekort kan I sætte gang i samtalen om regler for, hvordan I er sammen med hinanden i jeres afdeling. Både pjecen og samtalekortene er lette at gå til. De er helt gratis og kan bestilles hos DUI.

 

Med efteråret er en ny DUI-sæson i fuld gang.

Det er en god anledning til at tale om reglerne for, hvordan I er sammen i jeres afdeling.

”Nu har man startet en ny sæson i afdelingen, og måske er der også kommet nye frivillige ind i afdelingen. Derfor er det et godt tidspunkt at lave en status på, hvordan man er frivillig i netop jeres afdeling,” siger DUI’s udviklingskonsulent, Tobias Simonsen.

”Her kan man snakke om, hvordan man er sammen. Hvilke regler gælder, når voksne er sammen? Hvilke regler gælder, når børn er sammen? Og hvilke regler gælder, når børn og voksne er til stede på samme sted?”

 

Faste regler

Nogle regler ligger helt fast, fordi DUI skal overholde loven.

Et godt eksempel er børneattesterne. DUI skal indhente børneattester på alle frivillige medarbejdere, så vi er med til at forebygge seksuelt misbrug af børn.

Link til information om samværsregler og lovgivningen

DUI har også nogle overordnede regler om for eksempel alkohol og rygning, som gælder ved landsdækkende arrangementer.

Men ud over loven og landsdækkende DUI-regler, er der stadig plads til lokale regler for samvær i jeres afdeling.

 

Lokale samværsregler

Har I nedskrevet de lokale samværsregler? Og sørger I for at give reglerne til alle nye frivillige?

Eller har I bare nogle ’uskrevne regler’ – altså løse normer for samværet i jeres afdeling?

Hvad gør I, hvis der opstår ubehagelige situationer i afdelingen?

”Det her kan være rigtig svært at snakke om,” siger Tobias Simonsen.

”Hvis man har set noget, eller følt noget, som ikke var rart, så kan det være svært at tage op i afdelingen. Derfor er man altid velkommen til at ringe til os. Alle henvendelser blive taget alvorligt,” fastslår han.

Er du i tvivl? Så ring til DUI’s udviklingskonsulent, Tobias Simonsen, på 61 26 25 96 eller til DUI’s sekretariatschef, Jane Dupont, på 20 74 71 31.

 

Gode og gratis redskaber

Selv om det kan være svært, er det altså en god idé at tale om samværsreglerne i jeres afdeling.

”Vi kommer gerne ud til afdelingen, hvis I ønsker det. Men vi har også nogle værktøjer, hvis I gerne vil klare det selv i afdelingen,” siger Tobias Simonsen.

”Vi har både en pjece og nogle samtalekort, som kan bruges til at få gang i snakken i den lokale afdeling. De er nemme at gå til. Og de er helt gratis. Det er bare at ringe eller skrive til os, så sender vi dem ud til jeres afdeling,” siger Tobias.

 

Vil du have tilsendt pjecen og samtalekortene? Så kan du skrive til tobias@dui.dk eller ringe til ham på 61 26 25 96

 

Klik her for at læse mere om lokale regler for samvær i afdelingen.