**APRILSNAR** DUI – LEG og VIRKE har indgået et samarbejde med den danske musiker Gulddreng. Den populære kunstner vil i DUI-regi være kendt som Pottedreng – en reference til maskotten fra kampagnen Børn For Fred.
Lidt ældre DUIere vil utvivlsomt kunne nikke genkendende til tegningen af den smilende baby, der blev symbolet på organisationens klare modstand mod krig. For de fleste børn og unge i dag vækker Pottedrengen dog ikke samme genklang, og derfor har DUI valgt at opdatere figuren – så også yngre generationer får glæde af det positive budskab.
– Da vi først havde besluttet os for at opdatere den gamle kampagne, var vi ikke et sekund i tvivl; Gulddreng ville være det perfekte match, fortæller DUIs forbundssekretær, Kenneth F. Christensen.
– At han vil optræde som vores genopståede Pottedreng er et kæmpe scoop, og jeg ser meget frem til de muligheder det giver os, fortsætter Christensen.
Det er ikke første gang, Gulddreng ændrer sin persona for den gode sag. For nylig optrådte han flere gange som Grøndreng, for at sætte fokus på miljøet.
Altid bekæmpet krig
Hovedpersonen selv har allerede fundet sig til rette under sit “nye” kunstnernavn.
– Jeg kendte ikke Pottedrengen inden jeg blev kontaktet af DUI, men mine forældre har forklaret mig præcis hvor stor en indflydelse tegningen har haft. Derfor ser jeg det også som en kæmpe ære, at kunne være med til at bringe det mindset videre i en mere moderne setting.
– Personligt har jeg altid bekæmpet krig med alle midler, så på den front er det også et godt match. Krig gør mig simpelthen ked af det, så se mig nu som en model for kampen mod krig, smiler den charmerende musiker.
I første omgang vil aktive i DUI kunne opleve Pottedreng ved den kommende Aktivitetsfestival, hvor han vil gøre sin første offentlige optræden.