På cykel med DUI

11. januar 2019

DUI-Højstrup har fået 99.556 kroner fra DUF til et cykelprojekt. Pengene kommer fra DUF’s lokalforeningspulje.

”I november sendte Michael Bager en mail om, at vi i afdelingerne kunne søge penge i DUF’s lokalforeningspulje. Den mail fik mig til at sætte mig ned og skrive en ansøgning,” siger Monika Findsen, formand for DUI-Højstrup.

”Vi havde i forvejen talt med Frank Høj om at starte et cykelprojekt op. Så vi greb muligheden og har nu fået besked om, at vi får penge til projektet. Pengene skal blandt andet gå til at bygge et cykelværksted og købe cykler ind, som man kan låne, hvis man ikke selv har en cykel,” forklarer Monika Findsen.

”I cykelværkstedet vil man kunne komme ned for at lære at lappe cyklen og smøre kæden. Vi er også ved at undersøge, om man kan få fat i genbrugscykler, så man kan bygge sin egen cykel.”

Højstrup ligger i det vestlige Odense, ganske tæt på både skov og Odense Cyklebane. Så der er mange muligheder for at gøre cykelprojektet til en succes, mener Monika Findsen.

 

Få råd og vejledning

”Det er en supergod idé for vores afdelinger at kigge på muligheder for at hente finansiering udefra til projek

ter og aktiviteter,” siger ledelseskonsulent i DUI, Kevin Arildtoft Moer.

”DUI-Højstrup har nu landet en stor portion penge til udvikling af et projekt, og jeg ved, at Munkebo og Struer Orkester også har søgt og fået penge til projekter. Det er en rigtig vigtig del for

DUI’s udvikling som organisation, og det er noget, vi rigtig gerne understøtter,” siger Kevin Arildtoft Moer.

”Derfor er folk velkomne til at ringe til mig for råd og vejledning – både til projektbeskrivelse og hjælp til at finde ud af, hvor man kan søge penge.”

Hvis din DUI-afdeling vil tale med Kevin Arildtoft Moer om muligheder for at søge penge til projekter og aktiviteter, kan I skrive til kevin@dui.dk eller ringe til 21 44 33 05.

 

Cykling er for alle

”Alle børn kan cykle. Og det er en oplagt mulighed at komme rundt og se nogle af de ting, som er i området, hvor man bor,” siger DUI’s udviklings- og aktivitetskonsulent, Frank Høj.

Han er begejstret over, at flere DUI-afdelinger sætter gang i cykelaktiviteter:

”Højstrup vil give børn i et socialt belastet boligområde mulighed for at låne en cykel, så de også kan komme ud og få nogle oplevelser. Aalborg vil hjælpe flere børn i gang med at cykle til skole. Og så er der Helsingør, som har rigtig mange seværdigheder i sit nærområde.”

Frank Høj hjælper gerne andre DUI-afdelinger, der overvejer at sætte gang i cykelaktiviteter.

”Cykling er for alle. Der er masser af foreninger i Danmark for dem, som vil køre stærkt, men her i DUI er vi mere fokuseret på fællesskabet: Børn kan både cykle sammen med deres forældre eller bedsteforældre. Og hvis nogen ikke kan følge med op ad en bakke, er det min erfaring, at de andre gerne venter på bakketoppen. For det handler ikke om hastighed, men om det sociale og den oplevelse, som du er ude at få sammen,” siger Frank Høj.

Hvis din DUI-afdeling vil tale med Frank Høj om muligheder for at sætte gang i nye aktiviteter, kan I skrive til fh@dui.dk eller ringe til 25 61 01 24.

 

Frisk luft sammen med andre

Også i Helsingør er DUI i gang med at starte cykelaktiviteter op:

”Det handler ikke om at race derudad, men om at cykle sammen i et tempo, hvor alle kan være med. Vi starter cykelturene fra DUI-hytten i Helsingør og kører ud for at opleve noget, som også er interessant for børnefamilierne,” siger Nina Bengtsson, der er kasserer i DUI-Helsingør.

”På cykel kommer familierne ud og mærker naturen, solen og den friske luft. Det giver både fælleskab og sammenhold at lave noget sammen, og som ekstra bonus kommer vi ud og bevæger os,” fortæller hun.

Som eksempler på de planlagte cykelture i foråret nævner hun besøg på lokale kulturinstitutioner som Kronborg, Hammermøllen, Gurre slotsruin og Teknisk museum, hvor vi får en guide til at fortælle om stedet.

Det er helt bevidst, at DUI-Helsingør venter til foråret med at sætte gang i cykelaktiviteterne:

“Hvis vi havde startet op i januar, ville vi risikere at skræmme folk væk med dårligt vejr. Derfor venter vi med at starte op til marts. Senere kan det så godt være, at vi laver cykelture hele året, hvis der er stemning for det,” siger Nina Bengtsson.

Hun understreger, at DUI-Helsingør også meget gerne byder velkommen til nye medlemmer på forårets cykelture. Skriv til Nina Bengtsson, hvis du gerne vil med på en af cykelturene i DUI-Helsingør: c.bengtsson@stofanet.dk

 

Skaffer penge til børnehjem

I Aalborg har DUI et cykelværksted, som hjælper folk i arbejde og skaffer penge til et børnehjem i Uganda.

”I cykelværkstedet arbejder kontanthjælpsmodtagere i et aktiveringsprojekt, hvor de lærer at reparere cykler. Derefter reparerer de efterladte cykler, som vi så sælger i vores genbrugsbutik. Overskuddet går direkte videre til DUI’s børnehjem i Uganda gennem Børn Hjælper Børn Fonden,” siger Helle Christensen fra DUI-Aalborg.

Cyklerne kommer fra boligforeninger i Aalborg. Normalt er det kun politiet, som har lov til at håndtere hittegods såsom efterladte cykler. Men DUI har fået en særlig aftale med Nordjyllands Politi.

”Når boligselskaberne sætter sedler på efterladte cykler, og sedlerne ikke bliver fjernet, så skal cyklerne opbevares i tre måneder, siger loven. Derefter kan vi hente cyklerne og bruge dem på vores cykelværksted. Hvert år bliver det til over tusind cykler,” siger Helle Christensen.

DUI bruger også de cykler, som er i så dårlig stand, at de ikke kan repareres. På Cykelværkstedet tager de vordende cykelsmede alle brugbare reservedele, hvorefter resterne sælges som skrot.

På længere sigt vil DUI-Aalborg også gang arrangere cykelaktiviteter:

”Vi kommer til det på et tidspunkt, men lige nu prioriterer vi at starte Børn i Bevægelse op i Aalborg. Senere vil de fremtidige cykelaktiviteter blive en del af Børn i Bevægelse,” siger Helle Christensen.