Opgradering på vej af DUI-hytten i Karrebæksminde

21. januar 2019

DUI’s landsforbund har overtaget den populære DUI-hytte på Enø Kystvej i Karrebæksminde.

”Den lokale DUI venne-/støtteforening har valgt at overdrage skødet og administrationen af hytten til landsforbundet for at sikre at gode kræfter fortsat kan drive hytten,” forklarer DUI-sekretariatschef Michael Bager.

I dag har DUI-hytten ved Karrebæksminde plads til 50 spisende gæster og 20 overnattende gæster, som sover på gulvmadrasser.

Fremover bliver soveforholdene forbedret, for DUI sætter nu gang i en opgradering af faciliteterne:

”Vi har ansøgt Næstved havn, der ejer grunden, om vi må bygge ud, så vi får en decideret sovesal,” siger Michael Bager.

”Tiden er rendt fra den periode, hvor man sov på gulvet. Det er dels et ønske fra DUI-Østerbro, som vil være de primære brugere af hytten, og dels en vurdering generelt fra vores side, at udlejningen vil kunne stige betragteligt med en ny sovebygning med tilhørende badefaciliteter.”

DUI-hytten ligger tæt på både strand og havnen i Karrebæksminde. Placeringen gør den ideel for såvel private, institutioner og foreninger.

DUI har ansat en lokal opsyns- og rengøringsmand, som både udleverer nøgle, gennemgår huset ved ankomst og står for rengøringen bagefter.

 

Se billeder fra DUI-hytten på facebook-siden DUI Hytten Enø

Læs mere, se booking-kalender og find priser

Hvis du ønsker at leje DUI-hytten ved Karrebæksminde, skal du kontakte Allan Svendsen på allan@dui.dkeller 20 62 81 96.