Nonfirmation med DUI

20. februar 2019

Fire steder i Danmark afholder DUI nonfirmation for unge, der ikke ønsker at blive konfirmeret: Aalborg, Kolding, Odense og København.

 

Hvert forår ringer de danske kirker ind til konfirmationsgudstjenester, hvor børn fra 7. eller 8. klasse får bekræftet deres dåb.

I 2018 blev 69,9 procent af den pågældende årgang konfirmeret – et tal, som ligger nogenlunde stabilt, hvis man ser tilbage over de seneste 10 år.

 

Fra barndom til ungdom

Over en fjerdedel af danske unge fravælger altså konfirmationen.

Men nogle af dem ønsker alligevel at markere overgangen fra barndom til ungdom. Det er dem, som flere DUI-afdelinger arrangerer nonfirmation for.

”Nogle af vores nonfirmanter er ikke blevet døbt og skal derfor heller ikke konfirmeres. Andre er døbt og måske startet med at gå til præst, men de finder så ud af, at de ikke tror på Gud – eller de føler sig bare ikke klar til at tage stilling til så stort et spørgsmål,” fortæller Helle Christensen fra DUI-Aalborg.

Aalborg er en af de afdelinger af DUI, som gennem mange år har arrangeret nonfirmation. Her i 2019 arrangerer DUI-Aalborg nonfirmation for 12 unge på rådhuset i Aalborg den 12. maj.

”Vi begynder i den gamle sognerådssal, hvor jeg byder velkommen og en voksen og en ung holder tale for nonfirmanterne. Derefter går vi ind i rådhusets flotte festsal, hvor der er musik, og nonfirmanterne hygger sig med sine gæster omkring chips, frugt, chokolade, vand, øl og champagne. Nonfirmanterne får også en gave fra byen og en hilsen fra vores borgmester,” fortæller Helle Christensen.

 

Afdelingerne arrangerer lokalt

Alle nonfirmationer i DUI arrangeres lokalt og er forskellige fra sted til sted.

”I Odense holder vi nonfirmationerne i rådhusets festsal. Her spiller unge fra Odense Produktionshøjskole musik for nonfirmanterne, og vi har en festtale fra en ung politiker eller en anden ung, som har stukket næsen frem. De unge får også en rose og en lille gave fra Odense Kommune,” fortæller Jens Jørn Ivarsen. Han har gennem flere år været med til at arrangere nonfirmationerne i Odense, som her i 2019 finder sted den 6. april.

I Kolding finder nonfirmationerne sted i DUI’s egne lokaler, Ungdomsgården, i Ålykkesgade 43. Her i 2019 sker det den 4. maj.

”Jeg byder velkommen og holder en tale for hver af nonfirmanterne. På forhånd har jeg talt lidt med dem og deres forældre, så talen kan blive lidt mere personlig, fortæller Kirsten Hansen, der er formand for DUI i Kolding.

”De fleste år har vi også haft en byrådspolitiker til at komme og holde en tale for nonfirmationerne. Derudover synger vi sammen, og en ung guitarist spiller. Arrangementet slutter af med chips, chokolade og lidt at drikke. De unge kan invitere alle dem, de vil, med til ceremonien, for der er god plads her i DUI’s lokaler i Kolding.”

København er det sted i Danmark, hvor flest unge vælger ikke at blive konfirmeret. Her arrangerer DUI nonfirmation i FH-Huset på Islands Brygge 32.

 

En tradition i forandring

Historisk stammer nonfirmationerne tilbage fra starten af 1900-tallet, hvor arbejderbevægelsen begyndte at arrangere borgerlige konfirmationer.

Efter Ungdomsoprøret var tiden løbet fra de borgerlige konfirmationer, og i stedet begyndte DUI at arrangere Ungdomsfester.

I dag er DUI-afdelinger enige om at bruge ordet nonfirmation. Det er helt op til de enkelte DUI-afdelinger at beslutte, om de lokalt vil arrangere nonfirmationer.

 

Du kan læse mere om nonfirmationerne arrangeret af DUI på: dui.dk/nonfirmation