DUI’ere skaber julestemning

3. december 2019

Fie og Asbjørn fra DUI er trukket i ‘arbejdstøjet’. I bilens bagagerum har de julegaver til børn i økonomisk trængte familier.

 

Mange børn glæder sig til juleaften. Nogle børn har endda fået en julekalender med fristende pakker, som venter på at blive åbnet for hver dag frem til juleaften.

Men ikke alle børn i Danmark har sådan en jul at se frem til. Faktisk kan julen være en hård tid at komme igennem for børnefamilier med meget få penge til rådighed.

Det har flere DUI’ere valgt at gøre noget ved.

 

Julegaver til 540 børn

DUI-næstformand Tinna Glisbo driver facebook-gruppen Tænd et lys – i et udsat barns øjne.

”Fattigdom blandt børn er et stort problem her i Danmark, og det bliver bare værre og værre. 65.000 børn lever under fattigdomsgrænsen, og det skyldes blandt andet kontanthjælpsloftet og den gensidige forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere,” siger Tinna Glisbo.

Hun samler ikke penge ind, men har skaffet julegaver til børn i familier med få penge til rådighed.

”Vi har fået flotte gaver fra både firmaer og private mennesker, som vil bidrage til, at flere børn kan få en god julegave,” siger Tinna Glisbo.

Hun regner med, at projektet kan hjælpe med julegaver til omkring 540 børn i hele Danmark. Hun kører selv ud med gaver på Sjælland og Fyn – på billedet her ved artiklen har hun fået juleassistance fra Fie og Asbjørn fra DUI-Odsherred/Holbæk.

Tina Glisbo hjælper også med at skaffe julekurve til økonomisk trængte familier i Holbæk og Odsherred. Her er sponsorerne det lokale forretningsliv, som donerer mad og slik til julekurvene.

 

Julefester for udsatte familier

På Lolland åbner DUI-Huset i Maribo på selve juleaften. Allerede fra om eftermiddagen kan man komme og være med til at holde jul.

”Ingen skal sidde alene på juleaften, hvis de hellere vil holde jul sammen med andre,” forklarer Martin Nielsen, formand for DUI-Lolland.

Til denne juleaftensfest sørger DUI-Lolland for julemad, juletræ og julehygge. Husk at tilmelde dig senest den 18. december ved at indbetale 75 kroner pr. voksen og 50 kroner pr. barn (0-14 år) på MobilePay 55493. Skriv eller ring til Martin Nielsen på dui.holeby@gmail.com eller 52 43 03 60.

DUI-Lolland har også skaffet julegaver og julekurve til udsatte familier.

”Mange udsatte familier har svært ved at få råd til en and eller en flæskesteg til jul – og så kommer julegaverne oveni. Derfor har vi skaffet julekurve til familierne, og gennem julehjælpen.dk har vi skaffet julegaver til børnene,” siger Martin Nielsen.

Julehjælpen bliver givet til familierne ved en særlig julefest den 7. december. DUI-Lolland afholder festen, men får en hjælpende hånd fra DUI-Rødby.

”DUI er jo en organisation for børn, unge og familier, og derfor synes jeg, det er naturligt at gøre noget for udsatte familier. Men jeg kommer også selv fra en udsat familie, og derfor kæmper for, at udsatte familier også skal kunne have en god jul,” siger Martin Nielsen.

 

Juletræer på Vestegnen

DUI-Rødovre, DUI-Avedøre og Vestegnens Fællesledelse samarbejder hvert år for at skaffe juletræer til familier med meget få penge.

”Vi har kontakt med et firma, som gennem flere år har sponsoreret juletræer til os. Vi henter juletræerne midt i december og uddeler dem så fra DUI’s lokaler i Avedøre og Rødovre,” fortæller Lis Olesen, formand for DUI-Rødovre.

”Juletræerne går til børnefamilier, som er økonomisk trængte. Juletræet er ofte det første, man vælger fra, hvis man mangler penge. Men for et barn er det bare slet ikke det samme at pynte en af stuens potteplanter som at pynte et rigtigt juletræ,” siger Lis Olesen.

Sidste år fik 80 økonomisk trængte familier et gratis juletræ takket være initiativet fra DUI’erne på Vestegnen.

”Vi har fået flere tilbagemeldinger fra dem, som har fået et juletræ gennem os. Man kan godt knibe en tåre, når man hører, hvordan økonomisk nød påvirker børnene. Men det er også bevægende at høre om den glæde, et juletræ fra os kan være til at skabe hos disse børn.”