DUI indtager Christiansborg

2. oktober 2019

BeautyTøzerne er med til kulturnat på Christiansborg i København.

 

DUI er inviteret af Socialdemokratiet til at være med på Kulturnatten.

Det sker fredag den 11. oktober, hvor Socialdemokratiet og DUI holder til i Fællessalen på Christiansborg.

Fra DUI-Holbæk kommer BeautyTøzerne.

”For et halvt år siden startede vi projekt BeautyTøzerne for psykisk sårbare teenagepiger, som havde svært ved at komme ud blandt andre mennesker,” forklarer initiativtager Tinna Glisbo fra DUI-Holbæk.

Med undervisning i ydre og indre skønhed har BeautyTøzerne fået praktiske kompetencer, men også styrket selvværd.

”Gennem projektforløbet har pigerne fået styrket deres selvtillid så meget, at flere af dem nu er klar til at tage ind på et menneskefyldt Christiansborg – hvor de endda risikerer at møde vores statsminister,” siger Tinna Glisbo.

DUI’s formand er glad for, at børn og unge fra DUI er med til Kulturnatten på Christiansborg.

”Det giver DUI en stor synlighed – både over for politikerne, men også over for de mange besøgende, som går rundt på Christiansborg til Kulturnatten,” forklarer Ann Urbrand.

 

Ifølge den oprindelige plan skulle DUI’s LandsBørneUdvalg også have deltaget aktivt i Kulturnatten på Christiansborg med blandt andet visning af powerpoints om Børnekonventionen. Skærpede tidskrav og sikkerhedsforanstaltninger har dog umuliggjort dette.