Børnenes 1. maj: Østerbro

26. marts 2019

”Det der med at skulle høre på 10 politiske taler lige efter hinanden, mens man skal sidde stille og spise sin morgenmad – for børn er det for kedeligt!” siger Signe Nielsen.

Hun er i gang med at arrangere Børnenes 1. maj hos DUI-Østerbro.

”Hvis man gerne have folk til at komme til 1. maj, så skal man sørge for, at der også er noget for børnefamilierne.”

1. maj sørger DUI-Østerbro for cirkusgøgl, balloner, snobrød og pølser. Men også indholdet bag 1. maj formidles til børnene:

I år kommer folketingmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil og børne- og ungeborgmester Jesper Christensen. De holder hver en kort tale for børnene, som derefter får mulighed for at stille spørgsmål til politikerne.

”Der er jo også store børn med til Børnenes 1. maj, så der kan godt komme kritiske spørgsmål: ’Hvorfor lugter min skoles toiletter af Roskilde Festival?’ ’Vi har hele tiden vikarer. Hvorfor prioriterer I ikke anderledes?’,” husker Signe Nielsen fra Børnenes 1. maj i 2018.

 

For Signe Nielsen handler Børnenes 1. maj ikke om partipolitisk skoling af børnene.

”Det handler mere om foreningsskoling: Børn vokser jo op og kan blive en kæmpe ressource som frivillige i foreningerne. Hvis man skal få børn til at blive interesseret i foreningslivet, så skal man starte tidligt,” siger Signe Nielsen.

Hun fremhæver også traditionerne og værdierne bag 1. maj:

”Som barn gik jeg hvert år sammen med min far og alle de andre ind til Fælledparken på 1. maj. Det har jeg masser af gode minder fra, og den tradition vil jeg gerne give videre til mine børn. Det handler om værdier som fællesskab, solidaritet, og at vi kæmper sammen – også for dem, som ikke kan kæmpe for sig selv,” siger Signe Nielsen.

 

Gode råd til andre DUI-afdelinger

Selv om det snart er 1. maj, kan man godt nå at stable et 1. maj-arrangement på benene for børnene.

”Vi er sådan nogle, der laver det meste 14 dage før, må jeg indrømme,” ler Signe Nielsen. Hun arrangerer Børnenes 1. maj sammen med Katrine Hofman Bang og Marie Borum fra DUI-Østerbro.

”Men mange børnefamilier tilmelder sig også først i sidste øjeblik – for lige at se, om det hele hænger sammen, og om alle er raske. Vejret er meget afgørende for, hvor mange der kommer,” understreger hun.

”Gør det simpelt! Lad folk tage et medansvar, for de fleste hjælper gerne til. Og så er der ingen grund til at starte klokken syv om morgenen. Her i København har alle børn fri på 1. maj, så vi starter Børnenes 1. maj klokken 9.30.”

DUI-Østerbro arrangerer Børnenes 1. maj i samarbejde med Socialdemokratiet på Østerbro. Læs mere om Børnenes 1. maj på Østerbro på arrangørernes facebook-eventside.