I dag den 20. november er det FNs Internationale Børnedag. I år kan vi fejre, at det er 33 år siden, at verdens lande i 1989 vedtog FNs Børnekonvention.
Der er masser af grunde til at ønske tillykke med de fremskridt, som er sket og stadig sker, når det gælder børns rettigheder og samfundets pligt til at beskytte børn mod økonomisk udnyttelse, mishandling eller børns ret til at udtrykke deres holdninger og ønsker – og ikke mindst at børn bliver taget seriøst som ligeværdige af de voksne, myndigheder og regeringer.
Børnekonventionen er vigtig. Ikke kun for børn i Danmark, men i hele verden. I en urolig verden med krige, klimaforandringer og stigende ulighed er det helt afgørende at kæmpe for at sikre børns rettigheder.
Danmark tiltrådte Børnekonventionen i 1991. Vi har dermed som land forpligtet os til at efterleve konventionen på alle tænkelige områder. For eksempel handicappede eller socialt udsattes børns adgang til at leve et normalt liv og udvikle sig optimalt sammen med andre mennesker.
Men der er masser af punkter, hvor vi i Danmark efter min opfattelse ikke lever op til Børnekonventionen. På det sociale område kniber det for eksempel alvorligt med at leve op til barnets ret til at blive hørt i sager, hvor myndigheder tager beslutninger og træffer afgørelser, som påvirker barnets liv.
Et andet eksempel er fysiske overgreb mod børn. Der skal myndigheder og forældre leve op til deres ansvar og anerkende, at det i sidste ende er samfundets og de voksnes ansvar, at børn bliver respekteret som selvstændige personer.
Hvis det nyvalgte folketing og den kommende regering vil give danske børn en god gave i anledning af Børnekonventionens 33 års fødselsdag vil jeg anbefale, at man starter med at skrive børnenes rettigheder ind i dansk lovgivning.
Det er allerede sket på enkelte områder, som for eksempel Serviceloven , som giver kommunerne pligt til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik på det kommunale område.
Der er brug for, at vi på nationalt plan med udgangspunkt i Børnekonventionen får vedtaget en strategi for børneområdet, som går på tværs af kommuner, regioner og ministerier. Sådan en strategi skal indeholde et krav om, at børnenes perspektiv på verden bliver en del af politik og lovarbejde.
Det skal forpligte stat og kommuner til at arbejde med børnepolitik på tværs af det sociale område, sundhed og psykiatri, fritidsliv, medier og folkeskole for nu blot at nævne nogle af de vigtigste områder.