DUI’s LandsBørneUdvalg er i Kroatien for at deltage i EuroChild-konferencen.
Direkte efter afslutningen af DUI’s landsmøde den 28. oktober tog seks børn og to voksne ud i lufthavnen for at flyve til Kroatien.
Daniella, Sascha, Sarah, Cecilie, Lukaz og Josefine deltager sammen med Dorte og Kisser i EuroChild-konferencen, som finder sted fra 29.-31. oktober i den kroatiske by Opatija.
På konferencen udveksler børn og voksne erfaringer om, hvordan man får lokale, nationale og europæiske beslutningstagere til at respektere børns ret til at deltage i beslutninger, der vedrører dem.
Danmarks ambassadør i Kroatien, Christian Thorning, mødte DUI-delegationen til byens officielle velkomstreception mandag aften.
“Det var imponerende at se så mange børn og unge fra forskellige europæiske lande til åbningen af Eurochild-konferencen,” siger Christian Thorning.
”Som dansk ambassadør blev jeg særlig glad for at se en stærk dansk delegation. Og vi kan med rette være stolte af vores danske foreningsliv for børn og unge, som også nyder anerkendelse i udlandet. Den nederlandske prinsesse Laurentien sagde til mig på konferencen, at efter hendes opfattelse ligger netop Danmark i front, når det drejer sig om at respektere børn og unge og inkludere deres synspunkter i problemløsningerne,” siger den danske ambassadør og tilføjer:
”Hurra for os – for jer!”
På billedet ses Kisser og Daniella fra DUI sammen med Geert Jørgensen fra EuroChild og den danske ambassadør i Kroatien, Christian Thorning.