Også 18-29 årige DUI’ere med interesse i klimaspørgsmålet kan søge om en plads i Ungeklimarådet.
”Hensigten er at sammensætte et mangfoldigt Ungeklimaråd, hvor unge med et personligt engagement i klimadagsordenen kan komme til orde,” skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
Amalie og Monika fik idéen
Idéen til det nye Ungeklimaråd kom fra Amalie Helmbo Hansen og Monika Skadborg, der deltog som ungedelegerede på klimatopmødet COP24 i Polen i december.
Formålet var at give unge bedre mulighed for at påvirke politikere og andre beslutningstagere med idéer til løsninger af klimaudfordringerne.
Idéen faldt i god jord hos klimaministeren, som nu har åbnet for ansøgninger til det kommende Ungeklimaråd.
Unge kan ende med regningen
”Det er helt afgørende, at vi får de unge med i diskussionen om løsningerne på de klimaudfordringer, som vi står midt i. Det er dem, der sidder tilbage med regningen, hvis vi ikke træffer de rigtige valg i dag,” siger klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
”Jeg fornemmer et udtalt og stærkt engagement blandt de unge i klimadagsordenen. Derfor vil jeg gerne samle en kreds af idérige medlemmer i Ungeklimarådet, som kan bidrage med skarpe betragtninger og løsninger på vejen til klimaneutralitet,” siger klimaministeren.
Både DUF og S opfordrer unge til at søge
I Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) er formanden glad for det ny Ungdomsklimaråd:
”Det er jo vores fremtid, det handler om. Det er vores generation, der kommer til at leve med konsekvenserne af klimaforandringerne og de beslutninger, som træffes i dag. Derfor er det også helt afgørende, at vi har indflydelse på klimapolitikken,” siger Kasper Sand Kjær, formand for DUF.
Den socialdemokratiske klimaordfører, Jens Joel, er også positiv over for Ungeklimarådet og opfordrer unge til at søge.
”Klimaet er en meget vigtig sag, og indholdsmæssigt har regeringen god brug, at unge blander sig. For mit indtryk er, at de unge tage klimaproblematikken noget mere alvorligt, end regeringen gør,” siger Jens Joel.
Søg inden 25. januar
Ansøgningsfristen er 25. januar kl. 12.
Læs mere her, hvor du også kan søge om en plads i Ungeklimarådet.
Klimaministeren vil efter ansøgningsfristen træffe beslutning om rådets sammensætning og udpege en formand for rådet.